Sjældent fund af flintpilespids af brommetypen

Arkæologerne ved MUSEUM SALLING begejstres altid, når der dukker nye spændende fund op af jorden – og når det sker under helt tilfældige omstændigheder og fundet tilmed er meget sjældent, er begejstringen endnu større. Arkæolog ved MUSEUM SALLING Terkel Brannet beretter her om fejringen af svigermors fødselsdag og hvad der deraf fulgte.

I en tid hvor museerne, herunder også MUSEUM SALLING, modtager mange detektorfund fra frivillige entusiaster, som trawler den danske muld igennem efter metalgenstande, er det – for en arkæolog som mig – dejligt med et fund af en lidt anden type. Når det så desuden drejer sig om et sjældent fund, og når fundet dukker op under tilfældige omstændigheder, som det vil fremgå af nedenstående, syntes vi her på MUSEUM SALLING, at det er en historie, der er værd at dele.

 ”Hvor har du fundet den?” udbryder jeg højt. Ebba på seks år kigger lidt skræmt op på mig og ligner mest af alt et barn, der har lavet ulykker. Det drejer sig om, at Ebba ganske uforvarende har opsamlet en flintpilespids af Brommetypen. Denne type kan dateres til tiden omkring 11.500 – 10.500 f.v.t. Fundet må betegnes som en sjældenhed, og i MUSEUM SALLINGs samlinger findes den i forvejen kun i enkelte eksemplarer. Flintspidser af denne type betragtes som et udpræget jagtredskab.

Brommekulturen betegnes som en jæger-/samlerkultur, som mere eller mindre konstant flyttede sig rundt i landskabet på jagt efter byttedyr.

Det hele startede lørdag den 4. august, hvor Ebba og jeg foruden et større udsnit af familien var til Ebbas mormors, og min svigermors, 73 års fødselsdag som blev fejret på hende og morfarens landejendom lidt sydvest for landsbyen Bers ved Flyndersø. Til ejendommen hører et større jordtillægge, hvorpå der snor sig en gammel markvej som før i tiden blev brugt som kirkevej i forbindelse med befolkningssøgning til Estvad Kirke. På marken ved denne vej findes to gravhøje, som dateres til den ældre bronzealder. Den ene gravhøj er beliggende tæt op ad vejen og på et højt punkt i terrænet, hvorfra der mod øst er vid udsigt over ådalen mens Fly-høje tegner sig i horisonten. Det er et oplagt sted at spise sin frokost, når vejen gik hjemad fra endt gudstjeneste. Muligvis af samme grund findes der på gravhøjen et æbletræ, som kan skyldes et efterladt æbleskrog efter netop en endt frokost. Vi har i efterhånden mange år gentagende gange og år efter år søgt op til gravhøjen og æbletræet for at plukke æbler.

Denne lørdag var ingen undtagelse, og efter kaffen var indtaget gik seks børnebørn og jeg en tur op for at plukke æbler. Træet stod på sin vanlige plads og bar i år særdeles mange æbler, og vi fyldte både hatte og lommer.

På vej tilbage blev vi enige om, at det kunne være sjovt at ”lege gamle dage” og i den forbindelse dele æblerne, som de gjorde det i stenalderen. Derfor bad jeg børnene samle nogle flintesten, som jeg kunne slå itu og bruge som knive. Ungerne spredte sig og begyndte at lede efter sten, og jeg benyttede stilheden til at lukke øjnene, lægge hovedet tilbage og nyde den lune sommer. ”Kan du ikke lige slå denne her i stykker?” lød det pludseligt fra en stemme foran mig. Jeg kiggede ned og her stod Ebba med sine jordede børnehænder, hvor hun i den ene holdt et æble mens den anden altså holdt på dette ret fantastisk fund.