Særudstillingen ”Da Skiveegnen blev moderne 1950-1970” er en billedfortælling om, hvordan moderniseringen af det danske samfund, som satte ind efter Anden Verdenskrig, for altid ændrede Skiveegnen. Eftervirkningerne fra Anden Verdenskrig trak dog lange skygger over landet et stykke ind i 1950’erne. Det kneb med at skaffe bl.a. brændsel og råstoffer, og rationeringen på kaffe blev først ophævet i 1952 – 7 år efter krigens ophør.

I slutningen af 1950’erne vendte udviklingen, og ligesom det øvrige Danmark oplevede Skiveegnen en vækstperiode uden sidestykke. Via Marshall-planen fik landbruget tilført store tilskud, som gjorde det muligt at mekanisere og effektivisere produktionen. Ferguson-traktoren blev nærmest symbol på den udvikling, der erstattede heste og håndkraft med motorer og maskiner.

Også borgerne på Skiveegnen blev motoriserede. Bilen blev efterhånden hvermandseje, og købmandens og brugsens enlige benzinstander foran butikken blev erstattet af moderne benzinstationer. Med den øgede velstand fik befolkningen nye forbrugsvaner. Selvbetjeningsbutikker og supermarkeder skød op, og ”den lille købmand” blev hårdt trængt.

Mange fik pludselig mulighed for at flytte i nyt hus eller i større lejlighed. Der blev bygget som aldrig før! Omkring Skive skød der store forstadskvarterer op, og enhver landsby fik en vej eller to med nye villaer eller typehuse.

Arbejdstiden blev kortere, og mange brugte ferien på at campere, tage i sommerhus eller sågar på charterrejse til syden.

De unge begyndte at bestemme mere selv. De oprettede jazzklubber, hvor de uden forældrenes indblanding kunne lytte til underlig musik. Senere vandt pigtråds- og beatmusikken frem, og det blev in at gå på diskotek. Andre ville hellere dyrke idræt i de nybyggede sportshaller. Til gengæld gik det slemt tilbage for ungdomsforeningerne på landet, der fik stadig sværere ved at samle de unge til foredrag, dilettant og folkedans. Begrebet ”teenagere” opstod, og efterhånden blev gadebilledet præget af piger i lårkort og drenge med langt hår.

De små landsbyskoler forsvandt til fordel for nye centralskoler. Der blev behov for flere lærere, og i 1952 åbnede Skive Seminarium. Skive blev efterhånden en skoleby med gymnasium, handelsskole, teknisk skole m.m.

Kommunerne fik flere og flere opgaver, og det var mere, end sognerådsformanden kunne klare hjemme i stuen. Også her blev der centraliseret og professionaliseret. ”Storkommunen” blev pr. 1. april 1970 den foreløbige slutsten på den store omvæltning, som Skiveegnen – som det øvrige Danmark – gennemlevede i 1950’erne og 1960’erne.

Udstillingen fortæller denne historie med et stort udvalg af billeder fra Museum Sallings lokalarkiver.

Der er reception for udstillingen søndag den 25. november kl. 15 til 17. Her vil byarkivar Niels Mortensen fortælle om udstillingen og Museum Salling byder på en forfriskning. Dernæst kan udstillingen ses fra lørdag den 1. december til mandag den 24. december.

Åbningstiderne i Glyngøre Kulturstation er: 1.-23. december kl. 14-17 og 24. december kl. 10-12.

 

Location: Glyngøre Kulturstation, Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre