Besøg Glyngøre Kulturstation i vinterferien og se udstillingen ”Det legede vi med” i vinterferien.

Legetøjsværkstedet, hvor man kan lege med historisk legetøj eller selv fremstille sit legetøj, har åbent mandag den 10. februar til fredag den 14. februar kl. 12 til 16.

Der er rundvisning i udstillingen mandag 10. februar til fredag den 14. februar kl. 15.

Udstillingen Det legede jeg med er et udsnit af det legetøj, som blev fundet frem i de kolde og mørke vinterdage. Der er legetøj fra de sidste 100 år og en fortælling om, hvordan legetøj ofte afspejlede den udvikling, som samfundet gennemgik. I udstillingen er legetøjet hentet frem fra Museum Sallings samlinger. Men private personer har også udlånt deres bedste eje fra barndommen. Der er bl.a. en hjemmestrikket bamse, som lille Jørgen fik ved sin fødsel i 1952, og som lå ved hans side i kuvøsen. Der er også påklædningsdukker fra forskellige årtier, og flere af dem har hjemmelavede kjoler i tidens stil. Ofte var legetøjet hjemmelavet, som det ses i et dukkehus, en hæklet bold og snittede træheste på hjul. På Fur blev der også fremstillet klodser i moler til at bygge med.

I slutningen af 1950’erne kom der legetøjsbutikker, og børnene ønskede sig masseproduceret legetøj. Populært blev Barbiedukken og Matchbox-bilerne. Ofte havde legetøjet en opdragende effekt, så drenge legede med biler og maskiner, og pigerne legede med dukker og testel. Under oliekrisen i 1970’erne blev det udbredt at spille terningspil som f.eks. yatsy. I 1980’erne begyndte elektronisk legetøj at komme frem, og på den moderne Commodore 64 var spil som Labyrinth, Oswald og Hugo meget populære. Senere har mobiltelefoner, Nintendo, Playstation og Ipad m.fl. overtaget platformene for digitale spil. Legetøjsdiller har der været gennem alle tider, og i dag går det stærkt med udbredelsen af nye ting henover hele verdenen, som f.eks. Pokemon Go, fidges eller squishy.

Vinterferie uge 7 – 8. februar til 16. februar kl. 12-16

Yderligere oplysning om udstillingen Det legede jeg med kan fås hos formidlings- og forskningskoordinator Elisabeth Barfod Carlsen ebca@museumsalling.dk

Telefonnr.: 9915 6917 eller mobil: 25411294

Location: Glyngøre Kulturstation, Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre