Friluftsmalerier skydes i gang med maleevent i Glyngøre

Har du nogensinde undret dig over, hvordan kunstnere får tryllet en hvid flade om til et farvestrålende landskab? Hvordan de vælger deres motiver, hvilke slags farve, de arbejder med osv.? Nu har du chancen for at møde kunstnerne, kigge dem over skulderen og på den måde få et unikt indblik i, hvordan et landskabsmaleri bliver til.

Plein air er en gammel international tradition, hvor friluftsmalere mødes, ofte i naturskønne omgivelser, og maler deres værker ude under åben himmel.

Glyngøre Plein Air 2019 består af to dele: En uge med maleaktivitet den 16.-22. juni og efterfølgende udstilling i Glyngøre Kulturstation den 23. juni til den 20. oktober 2019. Søndag den 16. juni kl. 13 præsenterer vi de 7 kunstnere på plænen foran museet. Resten af dagen vil de være at finde i området omkring havnen og stranden, ved museet og i midtbyen.
Udstillingen åbnes søndag den 23. juni kl. 19 på Glyngøre Kulturstation.

De malende kunstnere er: Finn Have (DK), Matvey Slavin (RU), Gineke Zikken (NL), Sigurd Wendland (D), Tine Schumann (D), Felix Pedersen (DK) og Henrik Scheel Andersen (DK).

Glyngøre Plein Air 2019 er etableret i et samarbejde mellem Museum Salling / Glyngøre Kulturstation og projektets kurator Henrik Scheel Andersen.

 

Location: Glyngøre Kulturstation, Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre