Kvinden fra Vejhøje- foredrag v. museumsinspektør Helle Holm Hansen
Torsdag d. 30. september kl. 19.30

I den tidlige del af jernalderen døde en kvinde sydvest for Durup. Som tidens skik foreskrev, blev hun klædt i sine fineste klæder og lagt på et ligbål sammen med gravgaver og et måltid til rejsen til dødsriget. Hun blev begravet i foden af en gravhøj, og her lå hun indtil 2018, hvor MUSEUM SALLINGs arkæologer fandt hendes grav og udgravede den.

Vejhøje-kvindens grav viste sig hurtigt at være noget ganske særligt og helt enestående for Salling. Blandt gravgaverne fandtes et smukt bronzebælte – et såkaldt nordjysk bælte. Bæltet vidner om, at kvinden har tilhørt en rig slægt, der har været til stede i området omkring Durup og Vejhøje.

Bæltet fra Vejhøje er det første af sin slags på Salling, men det trækker tråde til andre områder omkring Limfjorden og i det midtjyske område samt til kelterne ude i Europa.

Foredrag ved museumsinspektør Helle Holm Hansen, MUSEUM SALLING ARKÆOLOGI.

Arrangør: Skiveegnens Arkæologiforening.
Pris: 50,- kr. incl. kaffe/the og hjemmebag. Gratis for medlemmer af Skiveegnens Arkæologiforening.

Fundet udstilles på Skive Museum frem til 31. oktober 2021.

Location: Skive Museum, Havnevej 14, 7800 Skive